54-årig sigtet for forsøg på butikstyveri i Holbæk

En 54-årig mand fra Frederiksværk er blevet sigtet for forsøg på butikstyveri fra en taskeforretning i Holbæk.

Midt-og Vestsællands Politi oplyser, at man i går kl. 15.16 modtog en anmeldelse fra personalet i en taskeforretning på Ahlgade i Holbæk midtby. Personalet oplyste, at man havde tilbageholdt en mand, mens en kvinde var flygtet fra stedet efter de to i fællesskab forsøgte at stjæle en taske til en værdi af 1500 kr. fra forretningen.

Begge havde været inde i taskeforretningen, hvor kvinden gemte tasken under sin kjole, da de sammen var på vej ud uden at betale for tasken. Manden forsøgte at skjule tyveriet ved at dække for kvinden, men tyveriet blev opdaget af personalet, der konfronterede de to. Begge blev tilbageholdt, men det lykkedes kvinden at stikke af, efter at den stjålne taske var efterladt på stedet.

Politiet kørte til stedet og anholdte en 54-årig mand fra Frederiksværk, som blev sigtet for forsøg på butikstyveri.

Politiet fandt ikke den flygtede kvinde, men har dog en formodning om identiteten på hende. Manden blev derfor løsladt efter afhøring til sagen, som han vil høre nærmere til, når sagen er efterforsket færdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *