Tre anholdt i sag om knivstikkeri
Tre polske mænd er blevet anholdt i sagen, hvor en fjerde polsk mand var blevet stukket med kniv i Liseleje tirsdag aften.
Efter anmeldelsen om knivstikkeriet, der fandt sted ved 23-tiden, blev politi og ambulance sendt til stedet. Offeret, en 39-årig polsk mand, blev kørt til behandling på sygehuset. Han er uden for livsfare.
Nordsjællands Politi oplyser, at man i forbindelse med efterforskningen anholdt tre polske mænd fra bilen, hvor også den 39-årige havde været. De anholdte blev taget med til politistationen.
Sagen efterforskes fortsat.
Læs også: Mand stukket med kniv