Ny børne- og ungechef i Halsnæs

1. april tiltræder 43-årige Mads Ingvardsen stillingen som chef for Børn, Unge og Læring i Halsnæs Kommune. Privatfoto/Halsnæs Kommune.

Den 1. april tiltræder Mads Ingvardsen som ny chef for Børn, Unge og Læring i Halsnæs Kommune.

43-årige Mads Ingvardsen, der er uddannet lærer, kommer senest fra en stilling som skoleleder på Lillevang Skole i Allerød. Her har han siden 2014 haft det overordnede ansvar for skolens to afdelinger med 1.000 elever og 140 ansatte.

Udover læreruddannelsen, har Mads Ingvardsen uddannet sig inden for både pædagogik og ledelse – senest med en Master i offentlig ledelse fra CBS.

Direktør Niels Milo Poulsen byder den nye chef velkommen:

– Mads kommer til Halsnæs med solid viden fra både skoleverdenen og det pædagogiske område. Med sin baggrund som skoleleder har han desuden stor erfaring med at skabe energi og god kultur i en organisation i dynamisk udvikling. Jeg er derfor sikker på, at Mads som ny chef vil kunne løfte opgaven med at styrke såvel trivsel som læring blandt vores børn og unge i Halsnæs, siger direktør Niels Milo Poulsen.

Selv glæder Mads Ingvardsen sig til at tage fat på nye udfordringer i Halsnæs:

– Jeg brænder for at lede, vedligeholde og udvikle en god kultur i vores skoler og dagtilbud. Halsnæs står som alle andre kommuner over for en stor opgave med fortsat at udvikle institutionerne samtidig med, at de økonomiske ressourcer står mål med de politiske ambitioner. Det kræver indsigt – men det kræver også samarbejde. Der er så mange spændende muligheder for at skabe det gode børneliv i Halsnæs, og jeg ser frem til at tage hul på opgaven sammen med de dygtige ledere og medarbejdere i kommunen, siger Mads Ingvardsen.

Privat bor Mads Ingvardsen i Hillerød med sin kone og deres tre børn. Fritiden bruger han gerne på sport, hvor særligt orienteringsløb har hans interesse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *